mandag den 14. marts 2011

Afgrænsning af begrebet

Din opfattelse af begrebet videndeling, Richard, ligger vel meget tæt op ad begrebet ”læring.” Jeg tænker, at du har ret i, at den måde vi bruger begrebet her på, bør være en anden – nemlig som det at dele informationer og viden med hinanden, altså at ”A stiller sin viden til rådighed for B via en kanal C”. Men at det må afgrænses fra at også at handle om den proces, hvorunder B så (eventuelt) tilegner sig denne viden – altså den del, hvor læringsteorierne for alvor kommer i spil. Jeg ved godt, at der i artiklen ”Videnformidling og kommunikation” fra Tema 4 står, at man ikke kan adskille systemet til videndeling fra den grundlæggende læringsteori. Men hvis vi fx vælger at afgrænse os til at tale om læreres deling af undervisningsmaterialer, så ligger der allerede en oplagt struktur, i og med, at vi alle 4 arbejder på ”almindelige ” folkeskoler, hvor undervisningen er struktureret i fag og aldersgrupper. Det kan godt være, skolen burde være indrettet anderledes, men det er nu engang sådan, den ser ud for os i dag.
I forhold til C – kanalerne – har vi nu her på bloggen diskuteret lidt frem og tilbage om, hvad der er mest velegnet til at repræsentere et elektronisk fildelingssystem. Selv hælder jeg til samlemapperne på intra, men ser også her et stort behov for kvalitetssikring og lighed i navngivning osv. Et arbejde, der delvist kan ligge hos it-vejlederne, men som også bør varetages af fx fagudvalgene – jeg ville da være hårdt presset, hvis jeg skulle vurdere et fysikmateriales kvalitet, eksempelvis.
Og så er der A og B – afsendere og modtagere. Jeg har selv i sin tid skrevet nogle retningslinjer for deling af materialer på intra, men der er sikkert aldrig nogen, der har læst dem:-). Jeg tænker, at en måde at få en god materialebank op at stå på, er ved selv at lave en masse opsøgende arbejde, få krattet materialer ind, lagt det ind og efterfølgende gjort reklame for det?

1 kommentar:

  1. Måske en undersøgelse værd? Hvilke typer brugere er der, hvad vil de selv dele og hvad vil de gerne kunne nuppe fra andre? Hvis det kun er it-vejlederen, der ser et potentiale, er det ikke så meget ved. Og heller ikke hvis brugerne nok ser potentialet, men ikke lige har tid, for der er jo kun 24 timer i døgnet :-)

    SvarSlet