onsdag den 16. marts 2011

Ode til intra!

Jeg ved godt, at det er meget populært – især blandt it-vejledere – at kritisere Skoleintra. Det er gammeldags, topstyret, grimt og fuld af begrænsninger.
Men jeg vil gerne bekende: Jeg er stor, stor fan af Skoleintra. Jeg har talt med en del, der arbejder ude i den ”virkelige” verden – i store virksomheder, der burde være helt fremme i skoene hvad udnyttelse af moderne teknologi angår – og de er imponerede over Skoleintra. Intra er lavet af nogen, der ved, hvad brugerne har brug for. Det er tilpasset en skolehverdag, det har masser af relevante funktioner, man får lynhurtigt svar på spørgsmål på skolekomkonferencen og det er dynamisk, så man langt hen ad vejen kan tilpasse det til den enkelte skoles behov. Det er i det hele taget et rigtig godt værktøj til videndeling på mange niveauer – begrænsninger eller ej.
Hos os har vi fx lavet et hovedmenupunkt, der hedder ”Læringscenter” med tilhørende rullemenu: Åbningstider, Retningslinjer, Nyt fra læringscenteret, Udstillinger og aktiviteter, Resurselærere, Interne kurser, Læringsstilsmaterialer, Abonnementstjenester, Lærernes egne links, Nyhedslæser, Skolens hjemmeside, Søg materialer. Så er det hele samlet dér – og det kan måske hjælpe os til at træde i karakter som viden- og læringscenter ...:-)

tirsdag den 15. marts 2011

Vidensdeling på Nyager

På Nyager skole har vi lavet en mappestruktur på PersonaleIntra, hvori lærerne kan gemme og dele deres notebookforløb: Arkiv, dokumenter, undervisning, indskoling/mellemtrin/udskoling, notebookfiler, <fag>, <område>, filnavn Vi har brugt et halvt lærermøde på at arbejde i grupper med det formål at generere notebookforløb.

Filnavn: Originalnotebookfilen gemmes under f.eks ”Fotosyntese – original PE”.
Videreudvikling/forgreninger heraf gemmes under ”Fotosyntese – kopi XX, YY”
På den måde kan vi måske styre det virvar af notebookfiler, der opstår……

Lærerne opdagede igen, at man ikke kommer langt med en times arbejde – men man kommer i gang. Vi er også enige om, at det selvfølgelig tager lang tid at udarbejde et ordentligt notebookforløb, men at det tjener sig i ind i form af sparet tid, når man benytter kollegaernes forløb.

Det vil sandsynligvis blive afsat tid på endnu et lærermøde, så grupperne kan gøre deres arbejde færdigt eller i hvert fald komme noget videre med det.

Når lærerne har udarbejdet gode forløb, som kan deles, lægges de både i filstrukturen på PersonaleIntra og på Fællesnettet, så alle lærere i kommunen kan dele filer med hinanden.

mandag den 14. marts 2011

Indlæg vs. kommentar

Og så lige et spørgsmål, der handler om form og ikke om indhold … Det her med at skrive en blog er nyt for mig, og jeg er lidt i tvivl om, hvor meget, jeg skal skrive som kommentarer og hvor meget som indlæg. Burde nedenstående indlæg (”afgrænsning af begrebet”) fx have været en kommentar til et af Richards indlæg, eller er kommentarer kun korte ”pip” og meningstilkendegivelser?

Afgrænsning af begrebet

Din opfattelse af begrebet videndeling, Richard, ligger vel meget tæt op ad begrebet ”læring.” Jeg tænker, at du har ret i, at den måde vi bruger begrebet her på, bør være en anden – nemlig som det at dele informationer og viden med hinanden, altså at ”A stiller sin viden til rådighed for B via en kanal C”. Men at det må afgrænses fra at også at handle om den proces, hvorunder B så (eventuelt) tilegner sig denne viden – altså den del, hvor læringsteorierne for alvor kommer i spil. Jeg ved godt, at der i artiklen ”Videnformidling og kommunikation” fra Tema 4 står, at man ikke kan adskille systemet til videndeling fra den grundlæggende læringsteori. Men hvis vi fx vælger at afgrænse os til at tale om læreres deling af undervisningsmaterialer, så ligger der allerede en oplagt struktur, i og med, at vi alle 4 arbejder på ”almindelige ” folkeskoler, hvor undervisningen er struktureret i fag og aldersgrupper. Det kan godt være, skolen burde være indrettet anderledes, men det er nu engang sådan, den ser ud for os i dag.
I forhold til C – kanalerne – har vi nu her på bloggen diskuteret lidt frem og tilbage om, hvad der er mest velegnet til at repræsentere et elektronisk fildelingssystem. Selv hælder jeg til samlemapperne på intra, men ser også her et stort behov for kvalitetssikring og lighed i navngivning osv. Et arbejde, der delvist kan ligge hos it-vejlederne, men som også bør varetages af fx fagudvalgene – jeg ville da være hårdt presset, hvis jeg skulle vurdere et fysikmateriales kvalitet, eksempelvis.
Og så er der A og B – afsendere og modtagere. Jeg har selv i sin tid skrevet nogle retningslinjer for deling af materialer på intra, men der er sikkert aldrig nogen, der har læst dem:-). Jeg tænker, at en måde at få en god materialebank op at stå på, er ved selv at lave en masse opsøgende arbejde, få krattet materialer ind, lagt det ind og efterfølgende gjort reklame for det?

torsdag den 10. marts 2011

Om den nuværende struktur for videndeling på Islev

Det er jo ganske interessant at læse de hidtidige indlæg om videndeling på vore skoler.
- Vi har haft samme organiske, amøbeagtige og ikke fastlagte udvikling af videndeling, som andre skoler.
Vi har oprettet steder til at viden(materiale-)dele både på lærerdrevet på skolens server og i samlemapper organiseret efter henholdsvis trin og fag. Det er ganske uoverskueligt og tilfældigt hvad der dumper ned de pågældende steder, og det er faktisk ikke meget der dumper ned. Som der blev skrevet tidligere, tror jeg, at det er vigtigt, at der kun er et sted, hvor man skal lede efter materiale og evt. inspiration, hvis det skal bruges effektivt. Det er også vigtigt med en kaptajn og evt. styrmand til at styre begivenhederne. Det drejer sig meget om ordentlig struktur, tilgængelighed, dynamik og aktivitet, hvis vi skal have opbygget en god og brugbar form for videndeling.
Jeg ser denne blog som en mulighed for mig og andre til at blive lidt skarpere på, hvad vi kan gøre for at effektivisere og udvikle videndelingen både lokalt, men måske også kommunalt for vore skoler.

Videndeling på Valhøj

Jeg begrænser dette indlæg til kun at omhandle udveksling af materiale blandt lærere på skolen. Deling af information og billeder samt skemaer osv med forældre og elever kommer jeg derfor ikke nærmere ind på!

Videndeling på Valhøj skole har udviklet sig organisk og uden særlig styring, og jeg vil næsten tro, at jeg også vil vælge området i forhold til min modul 3 undersøgelse!
Vi har som jer umiddelbart 4 fællesområder, hvor vi kan dele filer; Lærernes drev på serveren, og dokumenter, samlemapper og vedhæftede filer på beskeder i Lærerintra.
Hvis man kigger på hvad der ligger, har det været meget op til det enkelte team eller den enkelte lærer, hvor filer placeres! Jeg har i hvert fald kun udstukket retningslinier i forhold til deling af notebookfiler, og disse retningslinier er ikke ens med den tidligere it vejleder :-(, fandt jeg ud af, da jeg præsenterede det på et lærermøde!

Synne nævner omkring Henriksholm, at hvert sted har sine fordele og ulemper. Lærernes drev er udmærket, fordi er der stort set ubegrænset plads, det er gratis (UNI-C opkræver pr. GB), og der er ikke begrænsning på filtyper. På den anden side kan man ikke filtrere mapperne, så man ser uoverskuelige mange. Man kan ikke lægge "tags" på filerne, så man kun kan kende indholdet fra filnavnene eller ved at åbne dem. Filerne kan ikke tilgåes hjemfra (endnu).

Dokumenter på Intra ligner lærernes drev, og man kan lave undermapper i evighed, men igen, Intra accepterer ikke alle filer, og især store filer kan være svære at åbne. Der kan heller ikke lægge Tags på filerne.

Samlemapperne har andre egenskaber, idet de kan oprettes for enkle teams, og man kan tagge filerne. Til gengæld kan man kun skabe faneblade i mappen, "underfaneblade" er ikke mulige.


Hvor er Valhøj så henne?


Jeg tænker umiddelbart, at vi trænger til en struktur:

  • Hvad skal ligge hvor, og hvorfor?
  • Oprydning: Hvem, hvornår, i hvilket omfang?
  • Hvad skal mapperne hedde? Navnekonvention gør søgning lettere
  • Og ikke mindst: Hvordan kan jeg sørge for, at en ny struktur accepteres og implementeres af alle lærere på skolen?

Skal vi overhovedet tale om videndeling?

Viden - hvad er det? Vi bruger begrebet videndeling til tit at omhandle deling af oplysninger og materiale.
Jeg forstår viden som noget, som bliver til i et individ gennem en aktiv tænkemæssigt bearbejdelse af stimuli. Om det er en fysisk aktivitet eller en "fordøjelse" af noget, man har læst sig til, eller en kombination af de to, mener jeg er underordnet.
For eksempel hængt jeg i to vinduer lameller op derhjemme i weekenden. Stangen skulle forkortes, og den kom med en "vejledningen", som bestod af et serie små billeder.
Med nogle af billederne var det særdeles utydeligt, hvad man skulle gøre.
Derfor pakkede jeg stangen ud, vente og drejede den, kiggede på konstruktionen, og igen på tegningerne, og gentog processen. Til sidste blev jeg frustreret over min manglende forståelse af de elendige billeder, og begyndte at skille stangen ad. Mit tankearbejde, samkoblet med de tegninger, jeg kunne forstå, tilføjet 43 års erfaringer af livet gjorde, at det lykkedes mig at få afkortet den første stang.
Det var i løbet af denne proces at det pludselig gik op for mig, hvad billederne skulle vise, og det gik meget lettere med den anden stang. Pludselig havde jeg en viden, en indsigt. Men det var ikke en særlig effektiv tilegnelse.
En anderledes eksempel kommer fra at lægge gulvfliser. Vi havde mine svigerforældre på besøg i vinterferien. Derved kom jeg i lære hos svigerfar om hvordan man lægger fliser rigtigt. Desværre er han ikke ret pædagogisk anlagt (!), men jeg kunne følge med og "læres op" i processen, så at jeg igennem en art mesterlære har tilegnet mig en viden i at lægge flier.
Derfor synes jeg at videndeling er et misvisende begreb, da viden ikke kan deles - det skal tilegnes.

Hvilken konsekvens, om nogen, ovenstående har for videndeling ved jeg ikke. Artiklerne bruger begrebet i forhold til deling af forskningsresultater. Vi, (jeg?) bruger begrebet i forhold til udveksling at information, stimulation, og undervisningsmateriale. Måske skulle vi hellere snakke om materialedeling eller noget?